Escape Room – The Game Anmeldelse

Bemærk: Denne anmeldelse indeholder ingen Spoilers.

Escape Room – The Game (Dansk version: Escape Room – Spillet) er et forsøg på at bringe Escape Rooms på brætspilsform.

Spillet indeholder 4 forskellige spil, og der kan tilkøbes flere. Regn med cirka en time per spil.

Udgivelsesår2016
Antal Spillere3-4
Spilletid60 min
UdgiverIdentity Games International B.V
SprogDansk eller Engelsk version

Spilkomponenter

Spillet indeholder:

  1. En Chrono-Decoder, som bruges til at afprøve de rigtige svar
  2. En Hint-decoder
  3. De 4 cases

Chrono-Decoderen er det, som adskiller den fra de fleste andre Escape Room spil. Den indeholder en skærm, der tæller ned fra 60 min – som i et rigtigt Escape Room. Dernæst har den fire huller, hvori der kan indsættes nøgler til at afprøve de korrekte svar på gåderne.

Hint-systemet fungerer med fysiske kort, der kun kan læses, når de indsættes i Hint-decoderen. Chrono-decoderen giver en gang imellem en lyd, og det er så meningen at man skal læse det hint, der hører til tidsforbruget. Det er i virkeligheden smart, og giver fornemmelsen af et rigtigt Escape Room, hvor man også med jævne mellemrum modtager et hint.

Kvaliteten af komponenterne er generelt gode og passer til prisen. Dog ville vi have foretrukket, at tegningerne til at oversætte symboler osv kom på selvstændige komponenter eller kort. I stedet er de direkte på Chrono-decoderen, hvor det er sværere at være flere personer om den.

Gåderne

Der er relativt få gåder per spil sammenlignet med f.eks. EXIT. Sværhedsgraden er også generelt nemmere. Når det er sagt, gjorde det ikke os noget, selvom vi er erfarne inden for genren. Spillene tog også stadig 40+ min.

Vi var især glade for “Nuclear Countdown”, som vi fandt både underholdende og med fine gåder. Temple of the Aztec var derimod noget rod. Ikke så meget på grund af sværhedsgraden, men fordi hints var dårlige og dele af gåderne ulogiske.

Samlet Vurdering

Det er rart, at spillet fokuserer på fysiske, men smart komponenter i stedet for en app. Både Chrono-decoder og Hint-decoder er i denne sammenhæng smart. Spillet er generelt godt gennemført og er nemmere at komme igang med end eksempelvis EXIT.

Vi kunne lide

  • De fysiske komponenter i stedet for app-baseret
  • Få men generelt gode gåder
  • Følelsen af Escape Room med Hints undervejs

Vi kunne ikke lide

  • Temple of the Aztec er i vores mening ikke værd at spille.

Skriv en kommentar